Cookie- og Privatlivspolitik
Flere kvindelige superhelte - ja tak!

Flere kvindelige superhelte - ja tak!

Puster nyt liv i genren

Stem op!
25
Stem ned!
0
(reset)

Der sker mange spændende ting i Hollywood. Filmverdenen har for alvor fået øjnene op for, at diversitet både foran og bagved kameraet kan give bedre og mere udfordrende filmoplevelser. Men der er stadig en vis skepsis overfor, om en film nu også kan klare sig med en kvinde i hovedrollen - og den er det altså tid til at lægge på hylden.

Som kvindelig Star Wars-fan er det svært at forklare, hvorfor det reelt betød så meget at se Luke Skywalker-rollen gives videre til en kvindelig hovedperson i The Force Awakens, samt at se endnu en kvinde lede holdet i Rogue One: A Star Wars Story. For gør det virkelig en forskel, hvilket køn hovedpersonen har, så længe filmen er god?

Svaret er nej, køn har selvfølgelig ingen direkte betydning for en films kvalitet. Og det er netop derfor, vi skal af med den forældede formodning om, at en film med en kvindelig hovedperson fra 2005 skulle betyde noget som helst for kvaliteten af alle kommende film, der tilfældigvis også har kvindelige hovedpersoner.

Den typiske sci-fi og actionfilm er som regel baseret på en mandlig helt, omringet af andre mandlige helte og skurke, måske med en kvindelig sidekarakter, hovedpersonen kan forelske sig i. Og dette er jo selvfølgelig fint nok, men samtidig skal der da – selvfølgelig – også være film om kvindelige helte, som har deres egne missioner; der skal være hele hold af kvinder, som samarbejder om et fælles mål; der skal være søskendepar, venner og fjender. Der skal med andre ord være noget af det hele, for at udfordre vores forventninger til de nogen gange lidt slavisk opbyggede Hollywood-film.

Vi klager over, at Hollywood rebooter alle deres gamle narrativer, men dette er jo ikke nyt – mennesket har genfortalt de samme urhistorier, siden vi først lærte at fortælle historier, og der vil altid være nye udgaver af Kong Arthur, Robin Hood og Sherlock Holmes. Det er i karakterudviklingen, at den reelle fornyelse kommer, og denne udvikling er netop betonet af, hvem der fortæller historierne og hvilke typer – eller arketyper – af karakterer, der skal drive en films handling.

The Avengers/Disney

Og Hollywood er ubenægteligt på vej i den rigtige retning. Men selv med film som 'Gravity', 'The Hunger Games', 'Hidden Figures', 'Arrival' og – ja – den nye Ghostbusters (man kan bare ikke benægte vigtigheden af en film, der inspirerer små piger verden over til at hoppe i orange flyverdragter og lege spøgelsesjægere), er der er stadig det, vi passende kan kalde the final frontier: Superheltegenren.

Den ledende teori er, at de der kvindelige superheltefilm bare ikke er værd at lave, fordi Jennifer Garner gav en ringe præstation som Elektra for 12 år siden, og Catwoman ødelagde karakteren til fordel for at udstille Halle Berry som sexsymbol. Der har reelt ikke været en superheltefilm med en kvindelig hovedperson siden, og derfor kan man godt fristes til at tro, at hovedpersonens køn reelt har en betydning for en films kvalitet.

Realiteten er dog selvfølgelig, at vi vælter i superheltefilm, og nogle af dem er bare dårlige - men de bliver alligevel ved med at komme. Tre lunkne Fantastic Four-film har ikke stoppet 20th Century Fox fra at fortsætte franchisen, mens Spider-Man svinger videre i reboot efter reboot.

Så er der Ryan Reynolds, hvis Green Lantern-film floppede fuldstændigt - men han fik søreme lov til at prøve igen med Deadpool, og det endte jo meget godt. Og hvis skuespilleren Ryan Reynolds får lov til at prøve igen efter ikke bare én, men to svipsere (hvis man tæller hans rolle i X-Men Origins: Wolverine med), så skal kvindekønnet som helhed da også have den chance.

Wonder Woman/Warner Bros.

Wonder Woman er den næste kvindelige superheltefilm i rækken efter mere end 10 års tørke, og jeg håber, at den bliver en succes. Ikke bare fordi jeg glæder mig til filmen, men fordi det føles som en 'test' for kvindelige superheltefilm - men sådan burde det jo slet ikke være. Hverken Batman v Superman eller Suicide Squad blev godt modtaget, og hvis 'Wonder Woman' ligeledes skuffer, burde det være en refleksion af DC Comics' generelle problemer fremfor af film, der har kvinder i hovedrollen.

Heldigvis er det jo ikke kun DC Comics, som har kvindelige superheltefilm på vej. Marvels Captain Marvel kommer i 2018, og så kan man glæde sig til 'Painkiller Jane' - et mørkere bud på en mindre kendt kvindelig helt, som har den Oscar-nominerede skuespillerinde Jessica Chastain i hovedrollen - og Margot Robbies Gotham City Sirens-film, som samler de populære DC-karakterer Harley Quinn, Catwoman og Poison Ivy.

Nu må vi bare håbe, at Hollywood ikke stopper her, for der er mange flere tegneserieheltinder, hvis historier lægger op til spændende filmoplevelser. Marvels Black Widow er det oplagte eksempel, men hvad med Storm? Vixen? Mystique? Batgirl? Mockingbird? Hvorfor ikke give The Wasp sin egen film i stedet for at gøre hende til Ant-Mans vedhæng?

I virkeligheden burde kønnet på hovedpersonen jo ikke betyde noget som helst, og der er mange, der mener, at det derfor ikke er værd at snakke om - men det argument virker altså kun, hvis det var lige så 'normalt' at se kvindelige helte på storskærm, og den virkelighed er vi desværre ikke nået endnu.

Når kun 32 % Hollywood-blockbusters har kvindelige hovedroller (via en undersøgelse fra et amerikansk universitet), og Marvel, DC Comics og Sony tilsammen kun har tre kvindelige superheltefilm på vej, må vi fortsat støtte op om de få film, der skiller sig ud fra mængden af Super-, Bat-, Ant-, Iron- og Spider-mænd. Vi er jo på vej i den rigtige retning - nu skal den positive udvikling bare fortsætte.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!

Kommentarer

Wayne

Godt emne, og fint indlæg.

Kvinder har ganske enkelt ikke været helte på den lange bane.

Det er nærmest omsonst at prøve at opremse antallet af mandlige helte i vores fortid - græske, romerske, ægyptiske, vikinger. Krigshelte generelt. Listen er uendelig.

Det var mændene der var åndsvage nok til at drage i krig og dræbe og blive dræbt. Og du har fuldstændig ret i at det kræver nogen at spejle sig i, for at kunne leve op til en helterolle.

Derfor er det i virkeligheden Hollywood som skævvrider historien, når de pludselig producerer kvindelige helte på samlebånd.

Som du er jeg fuldstændig ligeglad med om helten er af han, eller hunkøn. Bare historien er god. Angelina Jolie's Tomb Rider og Salt er gode eksempler - og lad os bare få endnu flere af den type.

Men som du selv nævner, har de senere år være fyldt med kvindelige hovedpersoner - måske ikke lige på superheltefronten, men det skyldes mest at der er en kvinde for hver 10 mænd i den verden. Det skyldes først og fremmest at det er mænd som har læst tegneserierne, i sin tid. Der skal altså lige opfindes nogle karakterer først. Vi gider jo ikke at se på kedelige helte - om de er mænd eller kvinder.

Det gode eksempel er X-Men, hvor rollefordelingen har være mere lige - og hvor kønnet ikke har haft den store betydning. Nogle af de stærkeste karakterer er Storm, Rogue, og Mystique - og den stærkeste mutant af alle X-Men; Jean Grey/Phoenix.

Jeg vil også gerne se en historie med Black Widow - som jo egentlig ikke har nogen superkræfter, men klarer sig via list og teknik. Scarlett Johansson er fantastisk i den rolle.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Horsi

Sende dette gode indlæg til Ike Perlmutter? Han har i høj grad en del af skylden for manglende kvindelige superhelte. Ifølge manden - som var chef for Marvel Studio til omkring Captain America:Civil War - så sælger kvindelige roller mindre legetøj. Derfor har han været imod kvinder og minioteter som ledende roller i MCU. Nu da han ikke er chef over Kevin Feige tror jeg vi kan forvente mere diversitet i MCU men det er folk med den slag middelaldrende holdninger i film branchen der holder rolle fordelingen i live.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Asger

Det er en forretning.... derfor laver man det der er penge i... det der sælger bedst... Det har i sidste ende intet at gøre med kvinder, men alt at gøre med penge. Middelaldrende holdninger,... BS

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Horsi

Ja det har alt med penge og gøre. Men pt. har vi ikke haft en god superhelte film med en kvinde i kan man ikke dokumentere at det sælger mindre. Ikke desto mindre fastholder Hollywood at mænd skal være heltene skal være mænd og kvinderne skal være kærester og helst skal de reddes. Ind til nogen bryder med de holdninger og tror på at kvinder og minioteter kan være lige så godt sælgende kommer vi aldrig nogen vegne. Se på Disney deres princesss line up sælger super meget. Så for mig de er ikke godt sælgende er blot en dårlig undskyldning der dækker over en middelalderlige holdning. Min yndlingskarakter i MCU er Black Widow fordi jeg ser hende lidt som en MCU Batman. Ingen superkræfter men kun hendes evner og et på pistoler går hun til kamp mod alt og alle der står i vejen for hende. Du kan sagtens være uening, men ind til folk begynder at tage chancer og lave gode film med kvinder i superhelte roller får vi aldrig at vide om det er sandt eller falsk om de sælger dårligere end mandlige superhelte i legetøj. Jeg er ikke tilhænger af et kvinder skal overtage alting men at der skal være en balance. Der skal være noget for os alle sammen.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Patrick

Det er vist at ca. halvdelen af sci-fi fans er kvinder, men filmselskaberne holder på at det kun er noget for mænd. Så de producerer alt deres merchandise til drenge og går så stolt ud og siger, "se drengene købte mere end pigerne" uden at nævne at 80% af det de solgte var målrettet drenge...
Det er latterligt at se og endnu mere latterligt når man hører drenge der siger de ikke kan se film men kvinder i hovedrollen. Det gik fint med Hunger Games, og de seneste Star Wars film. Piger har set rigeligt med film med mænd så mon ikke det kan fungere den anden vej også?

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Antaeus

Vi får gang på gang genindspilninger af gamle successer og vi får flere 2ere, 3ere etc. af succesfilm end nogen sinde. Vi får de samme slags film gang på gang da de har vist at kunne sælge, det eneste der ændrer sig er at de rører "salaten" en smule anderledes end de plejer.

Så der er ikke lige frem noget der tyder på at Hollywood ønsker at tage nogle chancer.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Patrick

De vil selvfølgelig sælge hvad de kan tjene på, men en del af skylden ligger også hos publikum. Når vi gang på gang smider 1 milliard dollars efter en film som Transformers 4 er der ikke meget at sige til at de gerne vil lave en nummer 5. Hvis vi stopper med loyalt at troppe op til den ene sequel efter den anden lover jeg der ikke kommer en efterfølge.
En film som Ex Machina, som er helt genial, tjente til gengæld under 40 millioner worldwide.
Vi som publikum har i sidste ende magten, men vi løber ligeså meget efter det vi kender som filmselskaberne producerer det de kender.

Stem op!
0
Stem ned!
0
(reset)
Antaeus

Det har du ret i, men var jeg fuldstændig vild med Transformers så ville jeg nok også gå ind og se nummer 11 i rækkefølgen.

Klart de kommer fordi der er et publikum.
Hollywood skulle kunne lave det hele. De "sikre" hit, bøger til film, tegneserier til film, genindspilninger, virkelige historier omsat til film og så film, hvor man har skrevet en historie direkte til en film. Sidstnævnte er ikke noget at det man ser meget til. I næsten alle de nævnte har man det med at følge bestemte opskrifter som plejer at blive en succes, det er ikke mange chancer der tages.

Personligt har det ofte generet mig lidt at alle de store eventyr aldrig er 100% alvorlige, der skal altid indskrives en god portion humor. Jeg synes det ville være forfriskende hvis man undlod dette og bare en gang imellem undveg fra standardopskriften. Et par eksempler hvor der er krydret godt med humor og det fungerer også rigtig godt de fleste gange jeg ville bare så gerne se de lidt mere "rene" film bare engang imellem: Indiana Jones, Star Wars, Ringenes Herre, Mumien, Pirates of the Carribean og en laaang række andre.

Personligt er jeg til alt det nævnte, men ville ønske at Hollywood kom med bare lidt mere nytænkning og tog bare en enkelt chance engang imellem.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Horsi

Det er så sandt som det er sagt. Vi bliver nød til at vælge fim med kvalitet hvis vi vil bevare den del af genren og vi skal vælge film med kvalitet. Jeg holdt selv op med at se Transformers da det stod mig klart at intet nyt ville komme med den francies. Jeg ville ønske flere ville stoppe og gå ind og se mere innovative film.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)
Johnnyuser/335920

er at de i Star Wars Monopoly ikke havde nogen Rey figur med, ide jeg ikke har hørt om nogen, der ikke kunde lide hende, det være sig piger, kvinder, drenge, mænd, og da hun skildres som en handlekraftig kvinde, der kan gå lige op med Kylo Ren, så hvem ville ikke gerne være hende?

Det afgørende er ikke kønnet på personen, men hvordan de skildres, og at de ikke bliver alt for stereotype. Hvis ellers markedsføringen er rigtig, så skal det nok sælge.

Nogen gange slår man så alligevel et for stort brød op end man kan bage. Den nye Ghostbuster slog sig op på et udelukkende kvindeligt hold, hvilket jeg synes var en fundemental fejl Selve filmens kvaliteter(eller mangel på samme), skal jeg ikke kunne udtale mig om, da jeg ikke så den. I den første trailer trak jeg lidt på smilebåndet og det var det. Ved gentagne seninger føltes humoren rimelig flad.

En film skal ikke sælge sig selv på, at nu bruger vi kun kvinder, filmen skal sælge sig på gode karakterer, og en interessant historie. Hvis nogle af hovedpersonerne så er kvinder, så er det + herfra, men hvis der ikke er noget i traileren, der fanger interessen, så har det ingen interesse.

Stem op!
1
Stem ned!
0
(reset)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.